Mindst en gang i hver kommunalbestyrelsesperiode, skal
man revidere Kommuneplanen, som overordnet regulerer arealanvendelsen i kommunen.
For mange er Kommuneplanen lidt diffus og uden synderlig interesse.
Magleby Torv & Føtex
Men den er vigtig, hvad beboerne på Magleby Torv må sande i denne tid.
Dansk Supermarkeds ønske om at bygge et Føtex, sætter kommunalbestyrelsen i et dilemma. På den ene side ønsker et flertal i KMB en
udvikling med flere tilbud til borgerne – på den anden side er der hensynet til naboerne, de andre næringsdrivende og ydermere trafikforholdene.
Dertil kommer at ejeren har et retskrav på at få lov til at bygge.
Et kommunalt nej vil koste en virkelig stor erstatning.
I kommuneplan 1993 og i de efterfølgende kommuneplaner, er området udpeget til centerformål, med en rummelighed til nybyggeri på ca. 1200 – 1500 m2,
med en bebyggelsesprocent på 40, og bygninger i 2 etager.
Den intensiverede udnyttelse forudsatte, at der kunne anvises et tilstrækkeligt antal parkeringspladser i området.
Dansk Supermarked
A/S, som ejer ejendommen, udtrykte i efteråret 2007 ønske om at udnytte denne rummelighed til en ny butiksbygning på ca. 2100 m2.
Det ønskede byggeri kan ikke rummes inden for den eksisterende byplanvedtægt
eller de gældende rammebestemmelser i kommuneplanen, og forudsætter som sådan ny lokalplanlægning.
Sådanne tilpasninger kan et flertal i en kommunalbestyrelse godt foretage indenfor planlovens rammer – hvis de ønsker
det. Men det kræver en ny Lokalplan samt et tillæg til Kommuneplanen.
Hvilket man er i gang med nu.
Tennisbanerne
Mon ikke bestyrelsen for Tennisklubben ved Strandjægervej, burde sætte klubhusets
vedligeholdelse på stand by et stykke tid ?
Den kommende Kommuneplan vil indeholde muligheden for at der udlægges et areal til boliger på netop klubbens arealer – tennisanlægget med klubhus foreslås reetableret ved
Hollænderhallen.
Den kommende Kommuneplan kan let betyde enden for de nuværende tennisanlæg.
Hvidtjørnområdet
Et andet byggefelt, som er nu sat i spil er det ubebyggede grønne areal ved
Hvidtjørnen. Forslaget benævner området som "det ubebyggede grønne areal", men man kunne også betegne det som "det rekreative grønne område". Men med et sådan ordvalg ville man sætte spørgsmålstegn ved det
fornuftige i at bebygge området, der flittigt bruges af de omkringboende.
Oplægget til Kommuneplanen, nemlig Planstrategi 2007 kan ses med link fra denne hjemmeside: